Om Dalby - Hindsholm

Dalby er en landsby med ca. 350 indbyggere, der ligger på den smukke halvø, Hindsholm, ca. 25 km. fra Odense og 8 km. fra Kerteminde. Hindsholm er kendt for sit pragtfulde landskab og smukke natur med strande, strandenge, skove, vandhuller og smukke kyster. Mest kendt er Fynshoved, der med sit lys og særegen beliggenhed hvert år tiltrækker tusinder af besøgene.

Dalby ligger, som navnet siger, i en dal omgivet af bakker, marker og strandenge. Der er gode muligheder for at se solnedgange og vandre en lille tur til fine udsigstpunkter. Vil du til stranden for at bade, fiske eller gå tur, er der aldrig længere end en lille tur på cykel. Hindsholm er et eldorado for lystfiskere og "Badefolket". Trods vores smukke beliggenhed, har vi ikke langt til Odense, motorvej og jernbane. Alle huse i Dalby sogn har adgang til stabil og hurtig bredbåndsforbindelse.

I Dalby sogn ligger også den hyggelige landsby Hersnap. På Hindsholm er der små krogede veje, perfekte til cykel- og vandreture. Her er boder med forfriskninger, grøntsager og lokale produkter.

Hindsholm tilrækker med sit særlige lys mange kunstnere. Her er små arbejdende værksteder, som du kan være heldig at besøge impulsivt eller efter aftale.

I Dalby keder vi os ikke. I Dalby forsamlingshus mødes vi på tværs af alder til foredrag, familiefester, den kendte årlige jazzkoncert og til hyggelige uforpligtende fællesspisninger. Dalby kirke afholder mange kirkelige arrangementer såsom foredrag, koncerter, børnegudstjenester og andre hyggelige arrangementer, hvor alle er velkomne. Til kirken er knyttet flere kor for alle aldersgrupper.

I Dalby ligger Hindsholmskolen, der huser elever fra1.- 9. klassetrin. Skolen er kendt som et sted hvor faglighed går hånd i hånd med musisk kreativitet, bevægelse og udeliv.Ved skolen ligger Hindsholmhallen, der lægger gulv til utallige foreningers sportsaktiviteter. Der kan spilles badminton, håndbold, fodbold, og dyrkes gymnastik for alle aldersgrupper. Til hallen er tilknyttet skydebaner, hvor flere skytteforeninger holder til.
I Dalby idrætsforening kan du spille fordbold på alle niveauer, og deltage i klubbens kammeratskab.Klubben har baner og klubhus ved den gamle friskole midt i byen.I en radius af 3 km. har vi dagligvarebutik, børnehave og vuggestue.


I Dalby og Hersnap bor og lever ældre, børn, unge, ja alle aldersgrupper mellem hinanden. Der er pensionister, kunstnere, folk der arbejder i Odense, på Hindsholm, i Kerteminde, København, Munkebo og andre steder. Fælles for os alle er, at vi trives med højt til loftet, nærhed til strand og kyst, udsigt til skov og adgang til smagen af Hindsholm, der aldrig er længere væk end nærmeste vejbod. I området findes suveræne løberuter på veje, stier, strande og i skove - med udsigt til hav, himmel eller stjenevrimlen, hvis du løber en aften i vinterhalvåret. Lystfiskeri, badning, gåture, geocathing, rundboldturnering og sportsuge er bare et udsnit af vore aktiviteter gennem året. Du bestemmer selv, og vi byder altid nye ansigter velkommen på besøg, som lejer eller ejer af en af vore hyggelige huse. Vi deler gene Hindsholms herligheder med dig. Du bestemmer selv...