Bregnebjerg

Bregnebjerg er et smukt lokalt samlingssted med en dejlig beliggenhed ved den sydlige indkørsel til Dalby. "Bjerget" er en gammel lergrav, der i 1905 blev omdannet til det man tidligere kaldte et lyststed. Sådanne lyststeder blev oprettet flere steder i landet, men de færreste er bevarede og i drift den dag i dag.

Bregnebjerg har gennem årene dannet rammerne om grundlovsfester, sankthansfester og for møder i de politiske foreninger, ungdomsfereninger, husmandsforening og arbejderforeninger. især i 1920´erne og 30´erne var aktiviteten stor på "bjerget". Efter anden verdenskrig dalede interessen kraftigt en periode, men i dag lægger Bregnebjerg stadig naturlige kulisser til årets sankthansfest og en særlig flagordning, hvor der flages på alle helligdage, nationale flagdage og Dalby sogns beboeres runde fødselsdage fra 70 år og op efter.

Bregnebjerg drives af Dalby Bylav. Alle er velkomne på bregnebjerg, der kan være målet for en spadseretur. Der er adgang fra Fynshovedvej. På toppen kan man nyde sin medbragte mad mellem de store gamle træer. Her kan man lade tankerne flyve medens vinden rusker i træerne. Fra bregnebjerg er der en meget fin udsigt ud over Dalby, Dalby bugten og de mange bakker, der giver Dalby sin beliggenhed som byen i dalen. Bakkerne er, ud over Bregnebjerg selv, Birkebjerg, Mosegårdsbakke og bakken nord for byen, der i lokale munde kaldes for "Centralbanken", fordi den tidligere tilhørte gården, hvori Dalby central (telefoncentralen) befandt sig.

Hvis man er interesseret i Bregnebjerg, eller vil minde om en af de store runde fødselsdage, kan man kontakte formanden for Dalby Bylav Peter Andersen på tlf: 30 31 03 30